Erzähl mal

”En enkelt vej til at skabe læringsglemsel er gennem leg og spil.
Leg og spil har enkle regler. Der er en tydelig rollefordeling og spillet har sin egen logik. Vi ved, hvornår det starter og slutter”

Den grundlæggende idé

Den grundlæggende idé med spillet ”Erzähl Mal!” er at skabe fortællelyst og hjælpe gymnasieelever med at få et aktivt ordforråd inden for tre vigtige områder i tyskfaget: evnen til at give et resumé, lave en personbeskrivelse og give sin mening til kende.

Spillet skaber rammerne for en samtaleform, der er fri for bedømmelse, fordi spillet foregår i et intimt læringsrum bestående af fire personer. Samtidig medvirker samtalekortene til, at eleverne hjælpes sprogligt i gang og fokuseret på et begrænset udvalg af gloser frem for en uoverskuelig mængde i ordbogen.

Håbet er desuden at gamificeringen af gloseindlæring kan skabe læringsglemsel hos eleverne, så målet hos dem bliver at ’spille spil’, ’vinde kort’¨og ’bygge resumé-stier’, mens en faglig sidegevinst er, at de automatiserer en række gloser og fraser, som de med tiden kan anvende i andre sammenhænge som den spontane samtale på klassen og i eksamenssituationen.

Spillet er enkelt og kompakt, så det er nemt at have med til undervisningen og let at spille.

Spillet er udviklet i samarbejde med Klodshans for viderekomne, der også står bag samtalespillene ”Lynlitteratur” (til danskundervisning) og ”Snap Literature” (til engelskundervisning).

Forberedelse

Spillet forudsætter kun, at eleverne har læst den samme tekst.

Det kan spilles af 2-4 personer i alt og varer fra 20-40 minutter.

Opvarmning

Før samtalen om en given tekst sættes i gang, kan eleverne lave opvarmningsspillet, hvor det handler om at vinde kort ved at mestre en glose. Alle kort er vendekort, hvor der på den ene side er en dansk glose og på den anden side en tysk glose. I opvarmningen handler det altså udelukkende om at oversætte et ord eller en frase fra tysk til dansk og efterfølgende fra dansk til tysk. Efter ca. 10 minutters opvarmning er eleverne klar til at gå videre til samtalen om dagens tekst.

Resümee

I spillet ’Resümee’ er der 29 kort med startsætninger, der hjælper eleverne med at præsentere en tekst, beskrive indholdet i en tekst og endeligt strukturere det i et resumé. I første runde skal eleverne sige et udsagn om teksten med udgangspunkt i startsætningen, fx
“Zu Beginn des Textes erfahren wir, dass…”
“Es gibt einen Konflikt zwischen…#

På skift færdiggør eleverne en sætning, og hvis kortet ikke giver mening i den konkrete tekst, lægges det blot nederst i bunken, og der trækkes et nyt. Udover en række kort der besvarer de generelle hv-spørgsmål (hvem handler teksten om, hvor og hvornår udspiller handlingen sig), så indeholder denne kategori også en række sætninger med hyppigt anvendte verber, der kan hjælpe til at beskrive handlinger og personers reaktioner i teksten, fx
(Name) fragt, ob…
(Name) wählt, dass…

Når eleverne har formuleret sætninger til teksten løsrevet fra en kronologisk rækkefølge, bliver de bedt om at lægge de 7 vigtigste kort i en rækkefølge på bordet, som bliver en resumé-sti, de kan læne sig op ad, når de skal resumere indholdet i teksten fra begyndelse til slutning. Med kun syv udvalgte kort hjælpes eleverne til at holde fokus både sprogligt og indholdsmæssigt

Personenbeschreibung

I spillet ’Personenbeschreibung’ er der 34 antal kort med to adjektiver, der er hinandens modsætninger. Det kan være åbenlyse antonymer, som eleverne er vant til at arbejde med i folkeskolen, eller det kan være højfrekvente adjektiver, der sættes op mod hinanden. Udover adjektiverne er der også illustrationer, der kan hjælpe den visuelt lærende elev til at huske betydningen af adjektiverne.

I dette spil gælder det om at beskrive personerne i den konkrete tekst. Eleverne spreder alle kort ud på bordet med den tyske side opad og vælger på skift et kort, som de mener indeholder et adjektiv, der beskriver én af personerne i teksten. Ved hjælp af tre hjælpesætninger på menúkortet kan eleverne formulere en hel sætning, og de kan altså ikke kun nøjes med at sige glosen højt, fx
“Ich finde ihn egoistisch, weil er….”
“Sie wirkt traurig, weil sie…”

Niveau og benspænd

 

Alt efter niveau kan læreren give yderligere benspænd, fx:

  • at eleverne skal finde et citat i teksten som dokumentation
  • at eleverne skal huske ledsætningsordstillingen efter ’weil’
  • at eleverne hver især skal tale i 1-3 minutter om en person ud fra 3-4 kort

Flyt slideren for at se for og bagside på kortene

0